En lille brik

Hos Fischer er vi en lille brik i det enorme grønne puslespil. Heldigvis har vi, med mange års erfaring, lagt flere vigtige brikker på vores egen vej mod lavere klimapåvirkning og større miljøhensyn.

Vi ved, at det som produktionsvirksomhed ikke er nok med løsninger, som fokuserer ensidigt på materialer eller emballage eller transport. Derfor er vi i en proces mod at optimere vores viden om, hvad vi kan gøre for at forbedre os på både sociale, miljømæssige og økonomiske områder.

Som produktions- og rådgivervirksomhed har vi et stort ansvar. Både når det gælder vores egen værdikæde og vores private og professionelle kunders valg af gardiner og solafskærmningsløsninger.

Vores industri har nemlig en effekt på vores klima, som vi ønsker at tage alvorligt. Der er to sider af sagen. Vores produkters indflydelse på indeklima og energiforbrug i bygninger og vores produkters miljøpåvirkning i produktions-, brugs- og bortskaffelsesfasen.

SOLAFSKÆRMNING REDUCERER ENERGIFORBRUG 
Solafskærmning, især udvendig solafskærmning, har nemlig en dokumenteret positiv effekt på energiforbruget i de bygninger, hvor de installeres. Udvendig solafskærmning kan effektivt regulere mængden af sollys og varme, der trænger ind gennem vinduerne, og på den måde reducere behovet for brugen af energitunge kølesystemer såsom aircondition. Dermed kan det sænke bygningens udledning af drivhusgasser.

Det bliver kun mere og mere relevant, idet mange moderne bygninger opføres med store glasfacader, der som bekendt stimulerer drivhuseffekten inde i bygningerne og øger behovet for køling. Derfor arbejder Fischer målrettet på, at flere entreprenører og arkitekter indtænker solafskærmning tidligt i deres byggeprojekter for at sikre den bedste løsning fra starten.

MEDLEM AF ES-SO 
Som de eneste i Danmark er Fischer Group medlem af ES-SO, den europæiske paraplyorganisation for solafskærmningsindustrien. Vi støtter herved op om non-profit organisationens mission om at få anerkendt solafskærmning som en bæredygtig og energieffektiv måde at minimere bygningers risiko for overophedning i forbindelse med klimaforandringerne og en løsning til at optimere udnyttelsen af dagslys.

Derfor holder vi øje med nye teknologier, samarbejdsmuligheder og standarder og bliver ved med at udvikle os, så vi kan lægge flere vigtige brikker som repræsentanter for vores håndværk.

VORES GRØNNE BRIKKER

Vi anerkender vores ansvar som produktionsvirksomhed, og vi har egentlig altid haft fokus på at levere langtidsholdbare løsninger, der forbedrer kundernes indeklima, tilværelse og omgivelser. Herunder har vi listet nogle af de tiltag og principper, som er med til at bane vores vej mod at drive en grønnere virksomhed.

  • Vi har EPD’er (miljøvaredeklarationer) på en stor del af vores sortiment, herunder screens, rullegardiner, mørklægningssystemer, faldarmsmarkiser og markisoletter.  

  • I 1997 samlede vi hele vores produktion på vores egen fabrik i Litauen. Det har givet os bedre kontrol over en væsentlig del af vores forsyningskæde, og vi anslår, at det har reduceret klimaudledningen fra transport takket være optimeret logistik og en strategisk placering i forhold til vores selskaber i hele Norden. 

  • Vi producerer efter made-to-order princippet, hvilket betyder, at vi kun producerer bestilte varer. Det reducerer vores ressourceforbrug og minimerer vores behov for lagerkapacitet til kun at omfatte råmaterialer. 

  • Vores produkter er designet til at kunne adskilles i alle primære komponenter, hvilket gør det muligt at reparere og udskifte defekte dele, og dermed forlænge levetiden markant. Desuden muliggør det, at de forskellige primære materialefraktioner kan demonteres, sorteres og sendes til genanvendelse, hvis produktet engang skal bortskaffes.  

  • Vi tilbyder altid service, reparation og vedligeholdelse på både egne og andres løsninger. På den måde er vi med til at forlænge levetiden på solafskærmningsprodukter generelt. 

  • Vi har et bredt fokus på materialer. Det vigtigste for os, er at vores produkter er langtidsholdbare, og de lever derfor op til høje kvalitetskrav, da de skal kunne holde til mange års vind og vejr. Vi kan både levere PVC-holdige og PVC-frie duge til screens og markiser, og vi tilbyder hardware i både jomfruelig og genanvendt aluminium. På gardinsiden har vi et bredt udvalg af genanvendte tekstiler, både i uld, polyester og bomuld.  

  • Vi er i proces med at overgå til eldrevne personfirmabiler. Hver gang en leasingaftale på en personbil udløber skal bilen skiftes ud med en elbil. Pr. 1. september 2025 kører 25 ud af 35 af koncernens personfirmabiler på el.