Udvendig solafskærmning
ET GODT INDEKLIMA STARTER UDENFOR
Udvendig solafskærmning handler ikke kun om at holde solens skarpe stråler ude. Det er også et af svarene på et af byggeriets helt store spørgsmål: Hvordan kan vi reducere bygningers energiforbrug samtidig med, at vi forbedrer indeklimaet?
Det er ingen hemmelighed, at dårligt indeklima giver store udfordringer i mange byggerier. Ikke mindst i de nordiske lande, hvor der er en stolt tradition for bygninger med store mængder stål, glas og beton. Uanset om vi har at gøre med gamle dårligt isolerede bygninger eller moderne byggeri, der lever op til alle nutidens krav, er god udvendig solafskærmning vigtigt. Automatiserede dynamiske løsninger kan både reducere en bygnings energiforbrug markant og forbedre indeklimaet betragteligt. Ikke mindst fordi, at man med udvendig solafskærmning kan vælge et vinduesglas, der giver bedre dagslys hele året og på den måde skaber et behageligt rum indenfor.
Hos Fischer vil vi gå så langt som at sige, at udvendig solafskærmning er en af nøglerne til fremtidens grønne byggeri. Og vi hjælper vores kunder med at vælge de helt rigtige løsninger.
Vi rådgiver om og leverer alt fra vindstabile zip-screens og facadepersienner til faldarmsmarkiser og markisoletter. Vi har også udviklet Sunsync™, vores eget brugervenlige og kvalitetssikrede styringssystem. Det betyder, at ingen behøver at gå på kompromis med hverken indeklima eller brugeroplevelse, og at vi kan finde en løsning, uanset byggeriets type og størrelse.
SÅDAN SØRGER VI FOR, AT HOLDBARHEDEN LEVER OP TIL DE HØJESTE STANDARDER
Udvendig solafskærmning skal holde til alt slags vejr, og derfor er det helt afgørende at vælge den rigtige overfladebehandling, herunder pulverlakeringen af de profiler, der bruges til screens. Den bedst kendte kontrol er den såkaldte salttågetest med forskellige natriumkloridopløsninger samt eksponering i kondensvandsklima. Salttågetesten simulerer det klima og vejr, som de lakerede emner skal fungere i. Hvis produktet efter testen ikke viser synlige lakskader, lever forbehandling og pulverlakering op til vores krav.
Faglig ekspertise til din projektering
Hvis du har brug for sparring, når du projekterer, er vores rådgivere klar med deres erfaring. Så finder vi den rigtige løsning til den rigtige pris.




