ROTATION INDRETNING

Et stærkt udtryk skaber et stærkt indtryk, som de siger inde hos ROtation Indretning. Vi kunne ikke være mere enige. Derfor har vi hjulpet dem med udtrykket i deres lokaler på Vesterbro med udsigt til Hovedbanegården. Tilpas legende og professionelt.

0 / 0

Hvor: ROtation Indretning, København K
Produkter: Kvadrat - Air Time
Levering: 2023

INDRETNING SOM KOMMUNIKATION

Hvor mange tænker i form af produkter og sociale medier, når de markedsfører deres virksomhed, har de hos ROtation Indretning en anden tilgang. De ser nemlig kontorrummet som en ligeså vigtig platform. Og på deres kontor på Vesterbro i København har vi været med til at skabe deres daglige rammer med farver og funktion i fokus.

"Da vi startede ROtation, havde vi det sådan, at indretning var denne her oversete kommunikationskanal. Og den kunne vi jo bruge aktivt," siger Kreativ Direktør hos ROtation, Pernille Rindom. Hendes makker, Dorte Kryger, og hun selv havde begge haft deres faste gang med marketing hos diverse bureauer og brands. Men for 4 år siden valgte de at tage skridtet videre med deres eget og gå til branding med et taktilt mindset.

"Afsættet var, at indretning kommunikerer. Og vores purpose er, at hver indretning skal være unik. Det skal være tydeligt, hvem man er på besøg hos. Man skal ikke bare kunne skifte logoet ud på bagvæggen, og så er det en ny kunde, som bor der," siger Pernille. Og det må man sige, at de hos ROtation følger til dørs. I deres egne lokaler formår de at skabe rum, som er fleksible med møblementerne, men stadig emmer af deres personlighed: "Vi startede med dette store tomme rå lokale med hul i gulvet og uden vægge. Men her kunne vi få lov til at sætte vores præg på alt."

Indretning er denne her oversete kommunikationskanal.

KONTOR SOM SHOWROOM

"Da vi overtog lokalet, gjorde vi meget ud af at lege med alle flader og forskellige strukturer for at tydeliggøre mulighederne. F.eks. har vi tre forskellige slags gulve på de her 80 kvadratmeter. Så når vi har kunder inde, kan vi vise, hvilke typer gulve man plejer at lege med," forklarer Pernille om deres arbejdsrum og fortsætter: "På væggene har vi akustikvægge, gipsvægge og selvfølgelig Fischers gardinvægge. Både for at vise alsidigheden og bare få lov til at give den gas."

Udover ROtations eget udtryk har de fundet en måde, hvorpå de slipper for at hive deres kunder med i diverse showrooms og gennemgå utallige stofprøver og møbler: "Vi har oftest de møbler, som er med i præsentationen, med fysisk i lokalet til låns. Så har vi en naturlig rotation af interiør og møbler for hver kunde, som gør det nemt for alle at se, hvordan det spiller sammen."

Tanken var eget showroom med mini-indretninger for vores kunder.

LEG MED UDTRYKKET

Hos Fischer er vi store fortalere for gardiner som en smart måde at lege med funktion og stil. Især i funktionelle rum, som arbejdspladser tit skal være. Her fortæller Pernille, hvordan de gik til gardinerne i deres rum: "Vi vil altid gerne have gardiner med i vores indretninger. Det gør bare udtrykket mere eksklusivt. Oftest kan kontorlejemål blive lidt kedelige med glasvægge, pladelofter og lange gange. Så det at få noget taktilitet ind i indretning gennem gardinerne kan få et helt kønsløst kontor til at se fedt ud. Og så er de jo sjove at lege med udover behovet for at skærme af, ligesom med akustiske gardiner, som kan dele et rum i to."

Som Pernille her forklarer, har de brugt vores gardiner til forskellige funktioner: "Den ene væg er beklædt med 4 forskellige farver foran vinduet. Så har vi et lyseblåt kontorgardin i samme tone som både bord og vægge. Ude i køkkenet har vi et råhvidt gardin samt et silkegardin, som vi bruger som en slags dør indtil vores vareprøver. Det er bare vildt godt for akustikken, fordi det står overfor to glasvægge."

Hos Fischer glæder vi os over at se, når folk går til tekstiler med stor iderigdom. Og vi lærer også noget af hver proces, som vi gjorde med ROtation. Her fortæller Pernille: "Det har bare kørt snorlige med jeres repræsentant Anders. Vi har jo en helt klar holdning til, hvad vi gerne vil have, så det er jo bare rart, at Fischer har så stort et udvalg. Vi kom vi i mål med noget, som løste problemet med de fritlagte bjælker, som tog lidt af loftshøjden uden at få gardinerne for lavt ned."

Pernille afslutter med at sige: "Det eneste, der var svært, var at vælge mellem så mange fede farver."

Det at få noget taktilitet ind i indretning gennem gardinerne kan få et helt kønsløst kontor til at se fedt ud.

PRODUKTER I DENNE LØSNING

Vil du kontaktes af en rådgiver?

Om du er privat eller professionel, vil vi altid gerne tage en uforpligtende snak om dit projekt. Udfyld formularen herunder og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt. Ellers er du altid velkommen til at ringe til os på 7015 4055.

SE FLERE CASES