DOKK1, Aarhus: Indvendig solafskærmning og akustikløsning

Bygherre: Aarhus Kommune
Hovedentreprenør: NCC Construction Danmark A/S
Arkitekt: schmidt hammer lassen architects
Produkter: 400 rullegardiner i special mål, 300 m afskærmningsgardiner, 1.400 m mørklægningsgardiner, 1.800 m2 ovenlysafskærmning, 60 akustikscreens, styringsløsninger
Levering: 2015 

Foto: Thomas Mølvig


Store udfordringer løst i fleksibelt samarbejde

DOOK1 er Skandinaviens største offentlige bibliotek og en helt ny generation af moderne biblioteker med et mangfoldigt anvendelsespotentiale. Det 35.600 m2 store hus, tegnet af schmidt hammer lassen architects ligger i Aarhus havn og er dermed en del af en stor revitaliseringsplan for hele området. 

”DOKK1 er et ”hængsel” mellem by og havn, der inviterer byens borgere og turister til at bruge hele havnearealet,” siger projektets hovedarkitekt MAA Philip Brinch Sørensen, schmidt hammer lassen architects.

DOKK1 har glasfacader i to etager fra gulv til loft. Niveau 1 rummer biblioteket med studie- og læsesale, medie- og kulturtilbud, samt restaurant og café. På niveau 2 er der indrettet administration og kontorer for blandt andet Aarhus Borgerservice.

Dimensioner matcher bygningens skala

Rundt om hele niveau 1 er der et betondæk med legeelementer og opholdsmuligheder for børn og voksne. På den anden side af glasfacaden skal der samtidig være ro til fordybelse i biblioteket, studie- og læsesale samt koncert- og udstillingssale. 

”Ud over de indeklimamæssige krav til solafskærmningen, var der derfor også et behov for at løse de to modsatrettede behov mellem det livlige udeareal og de rolige rum inde i bygningen,” påpeger Philip Brinch Sørensen. 

Valget faldt på en kombination af indvendige rullegardiner og tekstile afskærmningsgardiner til alle de store glasfacader. På grund af bygningens skala går både rullegardinernes og afskærmningsgardinernes dimensioner langt ud over standard. De største af de i alt 400 rullegardiner måler 4,5 x 6,5 meter, og nogle af afskærmningsgardinerne går op til seks meters højde. En vilje til at finde den bedste løsning betød optimering af produktionsmetoderne samt test af en række mock-ups.

”Vi ønskede rullegardiner, der i dimensioner passede til de store vinduesflader, så vi undgik at dele et gardin i to og på den måde ”skære” facaden over, når gardinet er nede. Det lykkedes, og vi har nu en enhed, som skaber sammenhæng med arkitekturen. Udfordringen omkring styringen af de store rullegardiner i en ganske lille skinne er også løst,” fortæller Philip Brinch Sørensen.

Arkitekternes visioner og tanker om brug af tekstiler, som matcher bygningens størrelse er ligeledes realiseret. Man foretog mange prøvesyninger samt ophængning af gardinerne i flere måneder for at sikre, at stoffet ikke strakte sig i de lange længder.

”Tekstilerne af tyk, blød uld hænger nu flot uden at svaje eller strække sig. Gardinerne er med til at forme og samle rummene, og den tykke uld bløder de hårde og minimalistiske materialer op. Den store volumen tekstil giver en kontrast til glasset, stålet og betonen og giver rummene giver karakter samtidig med, at de understreger arkitekturen og den store rumhøjde,” siger Philip Brinch Sørensen.

Vilje til at finde de rigtige løsninger

DOKK1 er udstyret med seks store ovenlys – nogle steder i bygningen er der arbejdspladser lige nedenunder, hvorfor det er vigtigt at solafskærmningen fungerer optimalt. Fischer har leveret specielle motoriserede foldegardiner til i alt 1.800 m2 ovenlys-areal – en afskærmning, der udmærker sig ved et minimum af vedligehold.

De øvrige løsninger til bygningen omfatter mørklægningsrullegardiner indbygget i loftfriser, mørklægningsgardiner med akustisk effekt og afskærmningsgardiner i let tekstil til diskretion – alle produkter i store dimensioner – samt indbyggede akustikscreens i blandt andet en multisal, hvor der holdes koncerter og foredrag.

Al styring er motoriseret og integreret i bygningens CTS-styring

”Jeg synes, at hele entreprisen er lykkedes rigtig godt. Alle processerne har krævet et omfattende koordineringsarbejde, og samarbejdet med Fischer har heldigvis været præget af stor fleksibilitet. Uanset hvilken udfordring, vi løb ind i, var der vilje til at finde de rigtige løsninger,” fastslår Philip Brinch Sørensen. 

Download casen